Eftersom mit hoved altid har yndet at gemme på
usandsynligt mange ubrugelige ord, kom jeg her til morgen til at tænke på – med
hovedet i bolledejen og mens junior ”dot”tede sig gennem en spegepølsemad
(fordi den er den lyd, vi kan lige nu) – om jeg mon har udviklet en form for
dipsomani, efter jeg er blevet mor??? Hmmm, har jeg?
Er jeg blevet en slags kvartalsblogger i familie med dipsomanen
bedre kendt som kvartalsdrankeren?!? (Jeg sagde jo ubrugelige ord, ikke…)
Hvorfor kan jeg ikke holde liv i både blog og barn på
barsel? Man skulle synes, der ikke var andet at give sig til end barn, bolledej
og blogskriblerier med et strejf af spelt og hjemmestrik, men sådan er det
altså ikke her på matriklen desværre…
Hvis ikke jeg var så glad for den lille blog, så havde jeg
nok for længst dømt nøl og lukket den ned. Men i stedet
har jeg bestemt mig for at klappe mig selv på håret og sige, at det nok skal gå
og at Marius skal i dagpleje 1. april, som jo altså er liiiige om lidt! Og så
bliver der plads til mig, mig, MIG!!! Og blog. Og meget andet.
Glæder mig faktisk helt vildt til at skulle i gang igen også
selvom det betyder, at jeg i første omgang skal på dagpenge og skal
have fundet drømmejobbet.
Svært uoverskueligt og angstprovokerende,
men også dejlig åbent. For ikke at nævne barselstrætheden, som sidder i sofaen
ved siden af mig og siger ”det orker jeg ikke” om alting. Jeg er simpelthen ved
at være træt af at høre på al dens brok og glæder mig til at sparke den ud, så
jeg kan komme i gang med den der karriere, som folk på min alder plejer at have
fået godt gang i på nuværende tidspunkt. Og som giver dem den der glød af
selvtillid, der siger ”jeg kan mit pis”, når man sidder og udveksler kloge ord med
dem henover drinken til en fest. Den vil jeg også have! Igen. Tror, jeg har haft
den. Og håber, jeg kan finde den igen. Nu med barn.
Lige om hjørnet bliver Marius 1 år og med fare for at lyde
som mormor med kaffe på kraven, sandkage i mundvigen og en lille tåre i
øjenkrogen, så er det slet ikke til at forstå, at året er gået så hurtigt! Farvel baby. Goddag tumling!
Marius kravler rundt og kæmper bravt, for at komme på
benene, så han kan komme udover stepperne. Vi øver og øver i at gå, så mor er ved at få en diskusprolaps...! Hans bedste ven Aksel, som er et par
måneder ældre, går allerede og Marius ser beundrende til fra sidelinjen.
Indenfor
de sidste par uger er han begyndt at spise selv – det er farlig flot og han går
benhårdt efter at belægge hele gulvet med væg-til-væg mad-tæppe.
Jo, han er skam blevet en stor dreng, som skal i dagpleje lige om lidt,
som tømmer alle køkkenskabene, når man kigger den anden vej, splitter ens
boligblade ad, hvis chancen byder sig og som synes det er vanvittig sjovt at børste
tænder på mors imponerende tandsæt i stedet for på sine egne 6 små forkølede
bisser.
Han danser, griner, prutter og skriger sig igennem
dagen på bedste "Gangnam style" maner. Jo, den er god nok. Vi har fået en stor
glad dreng:) Og for filan, hvor jeg glæder mig til al den tant og fjas, det næste år byder
på, når han lærer at gå og snakke!!! Det bliver hjertesmeltende fantastisk!
caught in the act!...
Marius øver "it wasn't me"-looket! Det har han rimelig godt styr på allerede...
Året
der gik, startede med utålmodig og meget tung og uklædelig venten på, at
han ville komme ud. Det blev til alt for meget kage og alt, alt for meget patchwork,
inden Marius blev født d. 5.
April 2012 på Hvidovre Hospital og efter en uges tid på hospitalet, fik
vi overraskende nok lov til at tage det lille vidunder med hjem – helt uden
beregning!...
Hverdagen havde knapt fundet frem til Svinget på Amager,
hvor vi boede, før vi tog til Bulgarien med en 3 måneder gammel dreng på skødet
i flyet og landede i 35 graders varme - fuldstændig uforberedt på, at ugen
skulle stå på ophold inden døre med aircondition for lille dreng og derfor også
for mor. Har aldrig været så bleg efter en badeferie og badet så utrolig lidt...
På feriens sidste aften fik vi gode nyheder om, at vi kunne flytte
ind i vores gamle, smukke hus i Århus, så vi var knapt landet på dansk grund,
før flyttekasserne var pakket. 2 dage senere var alle pakkenellikerne fragtet
til Risskov, hvor venner og familie stod klar til at flytte for os en sen
mandag aften i silende regn og pludselig boede vi i Århus igen!
Det var helt fantastisk at
vende hjem med en ekstra passager i autostolen og det har været fantastisk
lige siden, at være tæt på familie og venner.
Resten af året er faktisk gået med at komme på plads i (læs:
reparere på) vores 100 år gamle patricia villa, for det er fisme noget andet
end at bo til leje, hvor man bare ringer efter viceværtem,
hvis:
- der er gået en pakning i en vandhane. Igen!!
- hvis gulvvarmen lige pludselig ikke kan slukkes og fyrer af
sted med 40 graders varme døgnet rundt og huset omdannes til Randers regnskov...
- der opstår skimmelsvamp og man må flytte fra hus og hjem, indtil det er
udbedret...
- der pludselig
skal laves ny carport i december, fordi der meldes om snestorm og taget
over bryggers og carport er verdens største K3’er, der truer med at ødelægge både loft og hus!
- eller hvis kloarken pludselig strejker og der lugter af lort i kælderen og det trænger op
gennem gulvbrædderne.............
Altsammen hverdag hjemme hos os, hvoraf sidstnævnte hverken er opklaret
eller fikset endnu. Mmmmm!
Og selvom der er gået 9 måneder med
projekt kom-på-plads-i-huset, så er der stadig ikke kommet lys i loftet i
overetagen og børneværelset er heller ikke færdigt endnu..
I weekenden skal
Marius passes, mens vi skal til
Edition - Kunst og Designmarked i Århus og der har
vi besluttet, at børneværelset skal gøres færdigt, så Marius kan
flytte ind på sit eget
værelse og vi andre kan få lov at trække vejret i soveværelset efter kl.
20 igen - uden at vække hele tremmesengen.
En god start på sit andet leveår må da
være, at få sit eget værelse og sove der – og gerne i gennem – hele natten, tak!:)
