søndag den 26. februar 2012

Vimpel invitation til barnedåb - (u)lovligt tidsfordriv, uge 36 - 4 uger til termin???









Våde vimpeldrømme og origami kuverter...
Ja, jeg ved godt det er en kende tidligt ude, at lave invitationer til barnedåb allerede før drengen er født!... Indrømmet, lidt flovt og røde ører, men omvendt - så tror jeg ikke nødvendigvis, det er øverst på prioriteringslisten, når engang tiden er inde, til at sende brevduerne afsted...
Så hvorfor ikke lave dem allerede nu??
Det er jo ikke fordi, der er så mange andre gøremål, der presser sig på
- udover at jeg har købt ind til at bage hindbærsnitter og gerne vil nå at sy nogle flere geometriske puder i blålige nuancer inden for den næste måneds tid...
Ja, kalenderen er jo ikke ligefrem booket op med spændende fester og modeshows...
Så det er nok bare lidt gammel overtro - såsom at det bringer uheld, at få barnevognen hjem inden man har født osv.

I bund og grund må det handle om, at vi generelt er forfærdelig bange for at glæde os, hvis vi ender med at blive skuffede. Tænk nu, hvis alt går galt... Jeg slår et slag for optimisten og fejer min indre pessimist af banen med begrænsninger for, hvad man må foretage sig på en søndag, inden man har presset et barn ud gennem sit bækken!!!

I øvrigt blev jeg lige inspireret til kuverterne af minimegablog's DIY her, efter jeg havde købt det fine papir (som jeg har brugt til at klippe vimpler af, samt masking tape) på Saras shop til fantastiske ophørspriser. Desværre er shoppen lukket nu, men man kan heldigvis stadig følge fabelagtig dygtige Sara, hvis man følger linket på bloggen.

God søndag til jer alle i blogland:)

mandag den 20. februar 2012

ugle uro - DIY






Jeg har lavet denne ugle uro til mindstemanden, mens jeg venter... 
synes den er frygtelig hyggelig og den er utrolig nem og hurtig at lave. Perfekt, hvis du ligesom jeg ikke er så god til projekter, der strækker sig over for lang tid:)

Du skal bruge:

  • hobbyfilt (1 mm) - kan købes i stof 2000 i mindstemål 50 cm, hvilket er mere end rigeligt til en 10'er. Jeg har valgt brun til hovedet og orange til næb og fødder. Derudover en lille smule sort til øjne og råhvid til øjne og bagsiden.

  • stof til fronten - (52*44 cm ud fra mine mål nedenfor til alle 4 ugler i alt.) Jeg har valgt lilla og orange mønstret stof, men har efterfølgende tænkt, at vintage stof-rester kunne have været rigtig, rigtig fint.

  • pladevat - ikke ret meget (en halv meter er mere end rigeligt) til at fylde uglekroppen med.

  • broderigarn  (1/2-1 meter ca. alt afhængig af hvor højt uroen skal hænge over en vugge eller lign. Jeg har valgt lilla garn.)

  • træperler og plastic perler i fine farver, hvis du synes...


Alle mine materialer er fra stof 2000 pånær perlerne, som jeg har købt vintage i Husflid på Østerbro.



1. Tegn og klip 
Klip evt. et mønster i papir, som du tegner i frihånd, for at spare tid og afprøve dimensionerne på uglen, inden du klipper i stofferne. Du kan se målene på mine ugler nedenfor:)

- Du klipper et front stykke i dit mønstrede stof i den størrelse du synes er passende til kroppen. 
Mine ugler er L:13 cm med plads til søm. B: 11 forneden af kroppen og 7 cm foroven ved hovederne.

- Derefter lægger du det mønstrede frontstykke på et bagside stykke i råhvid filt og klipper efter.

- Derefter klipper du en oval cirkel i brun filt til ansigt. På mine ugler er stykket L:9 cm og B:8 cm.,
så klipper du et lille næb i orange filt, øjne i råhvid filt og pupiller i sort filt efter øjenmål. De må gerne være skæve, synes jeg. 

- Til sidst klipper du fødderne. Mine uglers fødder er ca. 5 cm lange og 6 cm bredde og klippet i frihånd, da de også gerne må være forskellige.



2. klip til 4 ugler
- Enten i ens eller forskellig front-stof. forskellige vintagestofrester til hver ugle ville også være rigtig fint. Jeg har klippet dem én af gangen, for at gøre dem lidt forskellige, men du kan også klippe efter dit mønster, hvis du vil spare tid:)

3. Sy
Derefter syr du det brune ansigt-stykke på frontstykket med brun tråd, rier i hånden næb på med orange tråd og øjne med råhvid og pupiller med sort tråd.

- Dernæst lægger du front- og bagstykke ret mod ret og lægger de små fødder i mellem og syr sammen pånær et hjørne, så du kan fylde uglen med pladevat.

- Til sidst syer du det sidste lille hul sammen enten i hånden eller på maskinen og uglerne er klar til at få broderigarn og perler på.
Når det er gjort, er du udstyret med et styks ugle uro til et heldigt lille asen:)


Personlighedsspaltning – Here we come! (5 uger til termin...)



Boligliv og hjemmebagte blåbærmuffins:) mums! det er hårdt at øve sig i at være "mor". 
Pudsigt at bagning er en grundlæggende bestanddel af den urskovsagtige trang til at lege mor:)



Genbrugsdåser fra flåede tomater har fået nyt liv med tapetrester og krydderurter:)




Origami-dillen har også ramt matriklen og jeg har selvfølgelig prøvet kræfter med et par ugler. Jeg fandt vejledningen her





Statusopdatering uge 35 – 5 uger før termin (til jer, der ikke kan arbejde med de mystiske graviditetsuger).

Efter en laaang nat, hvor jeg er blevet sparket godt i gennem i mine indvolde, har læst en halv Jan Gintberg bog om faderskab (det eneste læsning ved hånden kl. 03.45) og ca. 10 toiletbesøg (af ca. 1 dråbe), ja så presser lysten sig på til en (selvmedlidende) statusopgørelse.

Pladsmangel har fået en ny betydning for mig den sidste måneds tid. Det er gået fra ”hyggeligt, dovent og lille smule bøvlet at være gravid”, men dog med en følelse af nostalgi og glædestårer lige ved hånden, hvis man skulle bruge dem – til at være et kropsligt helvede, hvor forfængeligheden er stukket af sammen med mine gamle stramme jeans i str. 26…

I går aftes toppede fornemmelsen af, at det mindst attraktive væsen på to ben, da kæresten og jeg var i bio og se My week with Marilyn. Mens Michelle Williams sukkende, hiksende, dådyrsblinkende, løbende og delvist nøgen spillede sig igennem to timers portrættering af Marilyn Monroe,  understøttet af klokkespil og harper hver gang hun gik ind i et lokale.
Ja, så måtte jeg smide fem lag jakker, trøjer og tørklæde, for at ende med at ligge sidelænds, prustende henover tre stole i Dagmars med hedetur i min undertrøje med kagekrummer på, et under-iltet bækken og et længerevarende ildebefindende…  I’m sex on wheels!...
Kontrasten kunne ikke være større lige nu, og det gør det ikke bedre, at min hjerne stadig tror, at jeg har den samme krop som før!
Jeg krymper mig, når jeg hører mig selv kommentere fredagens X-faktor deltagere med samme professionalisme og fashionista-aura som Pernille Rosendahl med udbrud som: Ej, den catsuit kan ikke bære de der lår! Stakkels pigebarn! For så derefter at komme i tanke om, at min egen catsuit blev lagt i kælderen, da vægten oversteg de 60 kilo (med galopperende fart for godt 8 måneder siden) og jeg i dag mest af alt ligner en tobenet søpølse, der har slugt en hat……..
Min catsuit kan kun bruges som charmeklud i dag, og jeg bæver lidt ved tanken om, at den bliver arkiveret i kælderen til evig tid.

Men der er 5 uger endnu! Til at jeg sandsynligvis glemmer alt om forfængelighed uden belæg, vralten og mit eget tuderi. Erstattet af en lille mands gråd, ægte søvnløse nætter og forhåbentlig også oversvømmende lykke i én og samme pærevælling! 
Men i mellem tiden har jeg gået og syslet lidt og leget "mor" i bedste hobby-krea stil... Resultaterne jeg vil lægge lidt billeder ind på bloggen:)