fredag den 10. august 2012

Min sofa har lige fået en sms...!%&*



Halløj i barselsland!...


Jeg skal da lige love for, at ammehjernen er kommet på overarbejde i denne uge! De sidste par dage har jeg rendt forvirret rundt om mig selv i en rus af distræthed...
I tirsdags var jeg i Netto, som først og fremmest bød på et ubehagelig sammenstød med en klapvogns-mamma fra helvede; efter at have stået i kø (vel og mærke midt i en kø) i 10 min., valgte en dame med en klapvogn, at forsøge at kile sig ind foran min barnevogn. Da jeg nægtede hende den uopfordrede forlomme, væltede uforskammede besværgelser ud af munden på den ellers tilsyneladende nydelige unge mor. 
Jeg blev så forarget over hendes opførsel, at jeg fik sagt til hende: 

"Du skal jo kun have to liter mælk, så du kunne da godt have fået lov at komme foran, men når du er sådan der, gider jeg da overhovedet ikke det!!!" 


Med en heppende kø som bagland, rødglødende og rystende, skubbede jeg barnevognen frem, så hun umuligt kunne klemme klapvogn og korpus ind foran og bad hende om at smutte om bag i køen. 
Lidt overrasket, spyede hun så besværgelsen, som jeg desværre allerede har fået et par gange i Århus de sidste par uger: 
"Folk med barnevogne burde ikke have lov at være her - de fylder for meget!"
Fuck, hvor er det dumt sagt, når man selv kommer masende med en klapvogn!!!!!!!
Det er så dumt, at jeg faktisk blev helt chokeret... Jeg spurgte hende, om hun selv synes, at hun fyldte ingenting med en klapvogn og hun svarede med sveskerøv i hele fjæset "Ja!...." 

Aaaaaarh, så tror jeg nok lige, vi klapper hesten! En ting er, at jeg har fået det råbt i nakken af en gammel dame med støttestrømperne trukket lidt for højt op et vist sted i bussen (som jo er fordommenes højborg), men fra en mamma med combivogn i Netto - det går over min forstand. Større dobbelmoral tror jeg faktisk ikke engang, jeg kan komme på!?

Er der sket en forhærdelse i Århus? Er Århus gået hen og blevet København???

Nå men, men jeg travede hjemad, mens jeg gik og ærgede mig over, alt det jeg ikke fik sagt, da en løber forsøgte at råbe mig op fra den anden side af Verikrydset. Jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde, men hun viftede med en blå firkantet klods. Pinlig indså jeg, at jeg havde tabt noget ud af siden på den overfyldte barnevogn... Jeg nikkede til løberen, der lagde min vare på den anden side af fodgængerovergangen og løb videre. En cyklist, der holdte for rødt, spurgte til alle cyklisters fornøjelse, hvad jeg havde tabt, og jeg måtte pinligt svare "Min ost". Sexy, hot mamma coming through!....


taget i et svagt øjeblik, til Lasses store fornøjelse, med det ene ærme smækket i bildøren og 
ingen hænder fri til at åbne døren med...

I onsdags skulle jeg gøre mig klar til at møde min nye mødregruppe for første gang. Jeg fik for første gang i månedsvis fisket make up'en frem fra gemmerne og endda glattet frisuren ud. Klar parat kom jeg (som sædvanlig) for sent ud af døren og måtte løbe efter bussen med barnevogn og Kessler-apparatet i fuld svingning. Da jeg endelig nåede frem til hende fra mødregruppen, der lagde hus til, boede hun på 2. sal!... Pis! Jeg har nemlig endnu ikke fået investeret i kædelås til barnevognen og Marius brød ud i fuld tenor, da han ikke gad at ligge i barnevognen mere. Så af mangel på bedre alternativer, fik jeg bokset barnevogn i den ene hånd og bebs i den anden op på 2. sal og hen ad smal svalegang. Kampsvedig stod jeg så der og pustede: "Er det her der er mødregruppe?" Den forvirrede mand, som åbnede døren, kunne så fortælle, at det først var dagen efter, der var mødregruppe!.. Pinligt! Han var helt forbløffet over, at jeg havde formået at bære barnevognen op selv:) Jeg måtte slukøret og svedig vandre hjem igen, med den eneste trøst, at jeg da ihvertfald kunne vejen derhen til dagen efter...

I torsdags var jeg så endelig(!) til mødregruppe. Tre unge damer med tre raske drenge. Nu fire raske drenge:) De virker rigtig søde og jeg glæder mig til at få besøg af dem allerede i næste uge. 
Om morgenen inden jeg skulle derhen, var jeg så begejstret over, at jeg endelig kunne lukke mine før-graviditetsbukser, at jeg valgte at tage dem på... Fuldstændig uden selvindsigt eller hensyn til, at de kun liiiige akkurat kunne lukkes, når jeg sugede babymaven ind og holdte vejret. Men altså, det gik. Ihvertfald på vej derhen... Da jeg så skulle sætte mig, måtte jeg indse, at jeg blev nød til at lyne dem ned, hvis ikke jeg skulle fise hjem igen med ondt i maven efter en halv time. Inden vi skulle hjemad, ville jeg lige skifte Marius og da jeg kom ud fra toilettet, pointerede en af damerne, at jeg havde en tisse-skumserviet klistret umanerlig tæt på skridtet af mine nedlynede(!) bukser.. Mere håndværker bliver det vist ikke! Sexy mamma on the run!....


lille sofakartoffel...
Idag fredag startede jeg morgenen ud med en meget øvsig dreng, der lige har lært at sige presse-skide-lyde, når han er utilfreds og krydrer det med højlydt at hyperventilere helt bevidst! Hmmm.. Imens jeg jonglerede rundt med lillemanden i et forsøg på at finde ud af, hvad han var utilfreds med, væltede en kaskade af gylp udover mig og udover vores nye, dyre modulsofa!... Fuck! Med gylp i håret, stormede jeg så rundt og prøvede at redde sofaen fra en skjoldet fremtid og under alt postyret forsvandt min telefon. Jeg ledte og ledte, indtil jeg pludselig kunne høre, at vores sofa fik en sms!... Vores store, nye og nu skjoldede sofa, som vejer et ondt år og kun kan løftes af to mand... Ja, den har altså slugt min telefon og der er ikke en skid, jeg kan gøre ved det! Så hvis du har skrevet til mig idag, så ved du nu, hvorfor jeg ikke svarer........ 
Jeg må pænt vente til, Lasse kommer hjem sent i aften, så vi kan løfte udyret fra hinanden og redde min telefon op fra dybet af Moby Dick! 

Håber din fredag er mere sexet end min:) 
God weekend herfra!



tirsdag den 7. august 2012

Ønskeseddel til Marius' barnedåb

Ja, så er der ikke længe til, at lillemanden skal trækkes i søndagskjolen og have vand i frisuren...
Det er også ved at være sidste udkald, da han næsten når at blive 5 måneder inden da!
Det er som om, at det ikke helt stemmer overens med vores forestillinger, hvis drengen næsten selv kan sige "ja" i kirken...
Men vi glæder os til en hyggelig dag med de allernærmeste:)
Vi håber på, at det bliver strålende vejr d.26. august, (fingers crossed!!!) så vi kan banke et telt op i haven, tænde de kulørte lamper og fylde trækasser med is og kølige drikkevarer. Planen er at lave brunch og marmeladen fra haven er (som det eneste) allerede på plads, men det er så også det...
Mens de sidste fleste forberedelser gøres, kommer der lige et par ønsker til Marius:



Norlie sømandsstrik, grå eller blå, fra str. 80: 




Fjälraven mini känken, gul eller grå: http://www.neye.dk/fjallraven-kanken-mini-003330






























Hummel gummirøjsere, fra str. 1 1/2 år: http://www.sportmaster.dk/produkt/Hummel-RUBBER-BOOTS_1013652















fredag den 29. juni 2012

12 uger, manddomsprøve og (sommer)ferie!


12 uger og allerede manddomsprøvet! (Jae, altså lige udover den første noget hårde vej til verden...)



Igår blev Marius 12 uger og selvsamme dag blev dette fejret med intet mindre end to grumme, store vaccinationer hos lægen. Føj, for nogle store kanyler! Og føj for den lede, hvor gør det ondt, når ens lille pus kigger op på én med store desillusionerede øjne, som siger "hvad gør du ved mig, mor? Troede jeg ku' stole på dig!... Din lort! Skuffet, sååå skuffet!" Alt dette i et enkelt blik, som kommer til at sidde i mig længe efter, at han har glemt alt om sprøjter og månedsdage...
Men stakkels lille Marius fik feber, som følge af vaccinationerne og var brændende varm hele dagen igår og i nat. Det er godt nok helt almindeligt, men igen, ikke særlig sjovt, når det er vores lille pus, som er helt ulykkelig og slap i koderne!!! Idag har han sovet rusen ud (af meningitis, dysenteri og andre gode sager) og er lige så langsomt ved at være sig selv igen...



Kæreste-weekend
I sidste weekend havde Lasse langt om længe en fri-weekend og uha, hvor vi nød det i lange baner!!! Eftersom vores bil er på gule plader, er det lidt en udfordring at tage på "blød hat" tur sammen lige for tiden. Det bliver nærmere Amager sightseeing, hvilket kan overstås på en times tid, og så er der ingen grund til at komme igen før til næste år... 

Hvilket også blev kraftig understreget i forgårs med kemikalie-udslip i vores nabogade!!! En beholder med 4000 tons eksplosivt saltpeterssyre skød gasser ud i atmosfæren, indenfor en radius på et par kilometer af, hvor vi bor! Top-paranoid, rendte jeg rundt og lukkede døre og vinduer, tjekkede nyheder konstant for opdateringer og var sikker på, at jeg kunne lugte salt... For sådan lugter saltpeterssyre sikkert......... Eller hvad? Det var selvfølgelig fra morgenstunden af og jeg skulle have været nede og handle ind til det ekko-rungende køleskab, men endte med at sidde for nedrullede gardiner en hel dag med en hyper dreng og havregrød til morgenmad, frokost og snack osv. 
Amager - jeg er ikke imponeret! Mens vi har boet her, har vi både været allerhårdest ramt af skybrudet sidste gang, som forvandlede bilen i p-kælderen til et badedyr og senest var der udbrudet af kohli-bakterier i drikkevandet, hvor vi måtte købe vand på dunke, som i et andet U-land og nu kemikalie-udbrud med ætsende syre i form af en gul kæmpe sky som nabo.... I rest my case!

Men altså, Kong Kaffe har faktisk en ret gedigen brunch og vi forsynede os med kæmpe bunker af blade, masser af kaffe og fik opdateret os på, hvad der er sket omkring os på livsnyder-fronten, mens vi har været optaget af vores egen lille bobbel af kærlighed og lortebleer. Det var fantastisk at vende andet sammen end bebs og følger deraf!!! Vi sad der faktisk hele dagen og ingen af os havde lyst til at tage hjem (på trods af det skulende personale) og forlade følelsen af, at være helt normalfungerende mennesker igen for en stund...



 Brunch og kæresteweekend på Amager



Eurowoman og latté - et gammelt bekendtskab...


Jeg må indrømme, at det er en ret forvirrende oplevelse, åbne et Eurowoman, efter 1 år uden skyggen af påmindelser om nye trends og tendenser... Egentlig havde jeg bestemt mig for at droppe modebladene, da jeg blev gravid, for at undgå, at føle mig, som den strandede, lettere kiksede hval... Det gjorde jeg nu alligevel, men der var ihvertfald ingen grund til at putte ekstra brænde på bålet. Og derudover, så er der bare ingen fornøjelse i at købe tøj i 3 størrelser større end man plejer.....!%*@

Men altså, nu skulle det være - jeg skulle opdateres til 2012 og så var det bare grimt, grimt og atter grimt... Tror bare, jeg takker nej til pastelhelvede, drengebukser og sweatsuit looks!... Har ligesom været nok i ført det mindre attraktive (dog yderst fleksible) jogging-rør over det sidste års tid. Ja, så hellere været faldet ned fra månen i ført noget, som passer til min nyerhvervede (og helt sikkert midlertidige!!!) nye mamma-kropsbygning... Hmm.




Måneblomst, som gerne må stå i vores have en dag. Den er vildt flot med store lilla blomster, inden den er afblomstret som her, og så er den perfekt til lange retrovaser - mangler bare et navn på den, så jeg kan støve mig frem til frøene - kom endelig med bud, hvis du ved hvad det er for en!?



Sommerferie
Jeg er gået i gang med at pakke til vores sommerferie. Vi skal en tur til Bulgarien med Lasses familie, og jeg har bestemt mig for, at være i god tid for en gang skyld, da det er første gang, at jeg pakker for to... Hvad tager man med til en lille dreng på 3 måneder???
Eller rettere, hvad kan man lade blive hjemme?!? Hvordan får man den uundværlige vippestol, autostol, barnevogn, voksipose og legetøjet stoppet ned i en kuffert, der må veje 20 kilo sammen med tøj til lillemand og jeg, samt et arsenal af bleer til en hel uge???
Jeg ved godt, at de sikkert har bleer i Bulgarien, men er ikke sikker på, at jeg gider bruge min ferie på at stæse rundt efter dem eller på tisse-uheld i min side af sengen....

 Marius prøver ny sommerhat, mens pakkemonstret er i gang...





Vigtigt at have solbriller nok med på ferien - mest af alt, fordi jeg helt sikkert sætter mig på et par og smider de andre væk... Så er det godt, man ihvertfald kan købe solbriller i Bulgarien!




Opråb! Bikini eller badedragt? (pest eller kolera...)

Ja, så langt er jeg altså kommet med kufferten indtil videre - me first, you see... Mest af alt, fordi jeg forsøger at styre udenom "hvad skal jeg have på"-krise i 35 graders varme, når nu jeg vejer 10 kilo mere, end jeg plejer og ikke føler for at lufte skankerne, før de er tilbage i kampform igen... Så hvad pakker man, når man stadig er lidt for tyk? Min liste ser sådan her ud:

  1. En kæmpe solhat (flytter fokus fra røv til ansigt! Vigtig, vigtigt!)
  2. Meget store solbriller (samme princip...)
  3. Pynt! Masser af bælter og smykker, som heldigvis ligeglade med, at jeg er for tyk og ellers må hullemaskinen i brug...
  4. En fin sort lille shortsedragt (må det hedde) og trylle-neylonstrømper.
  5. En bikini (mest af alt, fordi udvalget af badedragter, er så vanvittigt deforme, at man skal være tyndere, for at se godt ud i dem, end i en bikini).
Og nu vi er ved bikinier, så er det sgu da røvirriterende, at de ikke laver nogen til folk med bryster!!!! Jeg har aldrig tænkt over det før, da en bikini næsten var frås, men nu skal jeg da love for, at Linse Kessler får kamp til stregen... Og hvorfor kan man så kun få pæne trekantsbikinier til tynde piger og grimme kone-bikiner med skål i ????????? Vi er sgu da mange, der har bryster!!!! Eller hvad siger i? Hermed råbt op!...




lørdag den 23. juni 2012

Kelim Interior Porn

Jeg vil lige dele disse inspirerende billeder med kelimtæpper i alle regnbuens farver. Elsker at tæpperne spænder så bredt - fra ultrafeminint, til råt, retro og hyggeligt - og kan bruges så vidt forskelligt...






(desiretoinspire.net)




 (emmasblog)





Børge Mogensen gjorde det i kelim på sit kontor ovenfor...





(Boligreportage fra Bo bedre)




Boligreportage fra Boligliv i maj...





kira-cph.com har landets ultimativt vildeste samling af kelimer 
- persisk, afghansk, afrikansk - you name it!








Kelim living & loving!





Hurra, har lige købt dette smukke kelimtæppe!!! 
Jeg har så længe været på jagt efter det helt rigtige kelimtæppe og har dagligt (og også i søvne) googlet 'kelim' på diverse basarer... Endelig dukkede dette op på Lauritz.com og jeg blev forelsket i det med det samme og måtte eje det på trods af, at det lige nu befinder sig i Malmø.. Men det er der heldigvis råd for:) 

Det er godt nok lidt risikabelt at købe varer ubeset på Lauritz.com - jeg har før købt en såkaldt "Panthella bordlampe", som viste sig, at være reservedele fra en gulvlampe, som så rimelig deform ud! Det endte også med, at jeg fik to flasker rødvin med hjem, da jeg var pænt skuffet over, at skulle tage tomhændet hjem efter den lange tur til Egå i Århus - og så med offentlig transport (...)

For noget tid siden købte vi også et andet kelimtæppe i de smukkeste pastelfarver (ja, på nettet ihvertfald), som viste sig at være de tristeste mormorfarver (oversat til: bourdeaux, mørkebrun og gustengrøn - øv, øv og gustenrøv!).  Så stod vi der i Helsingør med hængemuler over anti-klimaks på vores tur fra København! Megaskuffet overhældte jeg den kvindelige ekspedient med kritikken over deres overdrevne brug af Photoshop, men hun kiggede bare tamt og uforstående på mig, da "mormorfarver" åbenbart ikke oversættes direkte, når nu damen var 65 og helt sikkert mormor........

Nå, men nu prøver vi lykken for 3. gang og håber, at vi har heldet med os med det her tæppe, for når først det er afhentet af fragtfirmaet, så er løbet kørt. Fingers crossed!...

Tæppet får selskab af vores nye spisebord fra Hay, som jeg har fundet tossebilligt på dba og disse plakater (den orange og pink nedenfor) fra Teater Republique på Østerbro, som jeg blev vildt inspireret af, da jeg så denne boligreportage hjemme hos ejeren af butikken Stilleben:






Og disse nye, enkle grafiske plakater fra Playtype:



 


Glad over mine billige scoops af plakater, vadede jeg ned til den lokale indramningsbiks her på Amager for at få en pris på indramning og havde nær tabt mælet, da damen i butikken - i bedste amerikanerstil - stak mig en seddel med en pris på intet mindre end 1080,- pr. billede!!! Puha! 
Ja, så det bliver altså ikke lige på én gang, at billederne bliver indrammet og hængt op, desværre...

søndag den 17. juni 2012

Baby-lykke-pillen!



ÅR 0 efter Marius...




Ja, det har så taget mig 10 uger, at få tid til at skrive et lillebitte indlæg herinde på bloggen...
Jeg har haft hænderne fulde på den allermest fantastiske måde, men jeg har altså savnet at få luftet lidt ud herinde:)

Lige nu har jeg mest af alt tid, fordi vores overboer holder vild fest og jeg alligevel ikke kan få noget søvn. Lasse bankede høfligt på i eftermiddags, for at snakke med dem, om den seddel de havde hængt op i opgangen om fest i aften. Han forklarede dem, at vi har en lille dreng, der meget gerne skulle kunne sove i nat og ikke havde noget andet sted at tage hen.
Overboen konstaterede tørt, at de ville tænke over det, selvom det jo var svært at tage hensyn til, når man nu holder fest... Idiot! Eftersom vi har husorden i opgangen, som påkræver ro efter kl.23, burde det ikke være så svært!!!!..... Her 12 timer senere danser de på bordene deroppe til Madonnas "Material Girl" og skråler med, så hele gården runger fra deres åbenstående vinduer ............. Flot! Ææææælsker da bare at bo i lejlighed!%&*

Nå men, så må jeg jo bruge tiden på noget godt, nemlig få forsøge det umulige - at slå ned i 10 uger med hjerneblæsende mirakler; fødsel og mødet med verdens nye navle - lille Marius:) Pludselig er man lavet af glas og fra nu af er det sgu med livrem og seler!...

Lillemanden meldte sin ankomst, som han skulle statistisk set for førstegangsfødende, 4 dage over tid, efter 3 laaaange dage med veer...... Jeg ved godt man siger, at man skal tænke, at veerne er ens ven, fordi de hjælper tingene på vej, meeeen efter 3 dage uden søvn og et interval på 3-7 minutter mellem veerne, så var jeg altså ved at være godt og grundigt brugt, da jeg endelig efter flere forsøg, fik overtalt en uimponeret jordmoder, om at kigge på mig.
De har åbenbart en lille regel om, at de ikke vil se en, så længe man er i stand til at føre en samtale over telefonen. Hvilket ikke er rimeligt, når man nu gør sig ekstra umage, for ikke at blive opfattet som hys skrigeballon af en eller anden grund... (Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Som om nogen ville give mig en medalje, hvis jeg lod være...) Til sidst måtte jeg bare melde vores ankomst, på trods af jordmoderens protester, for jeg var ikke tvivl om, at lillemanden var på vej. Da vi endelig kørte ud på Hvidovre Hospital ved 15-tiden d.5/4, viste det sig også, at kampen for længst var gået i gang og vi kom lige i rette tid... Lidt efter midnat kom Marius sund, rask og meget fin:):)





Der er jo ikke noget mere fantastisk og skræmmende, end at putte sådan en lille dreng i sit eget tøj for første gang, spænde ham i autostolen og rent faktisk få lov til at tage ham med hjem!!! Så lille, buttet og fin - desværre ankommet helt uden brugsanvisning eller ordbog! 
For lidt tøj eller for meget? Og hvad med det der lillebitte bløde hoved, der ikke kan holde sig selv? 
- Lækagebarrierer, arp, trøske osv. er blandt de nye fremmedord i ens ordforråd... Spekulationerne er mange og føles som om, de er langt større og vigtigere end verdensfred eller EU-politik!...:)









Lasse holdte to ugers barsel og vi fik et par ekstra dage pga. pinsen, hvilket var helt fantastisk! Vi tullede rundt i ren lykkerus og tremandssymbiose og knipsede billeder af lillemanden, hver gang han sagde en ny lyd eller lavede et nyt ansigtsudtryk... Alle førstegangsoplevelser er solidt dokumenteret!




1. Første tur i barnevognen i Kongens Have. 2. Forårssol på Bryggen. 3. Den stolte fader i Kongens Have. 4. En træt dreng i autostolen. 5. Vesterbro. 6. En lur på sofaen i sit nye hjem. 7. Far og søn i den nye gyngestol langt om længe. 8-9. Brunch udover kanalen på Arkitektskolen. - Helt vildt mærkeligt, at måtte smæske sig i blåskimmelost og røget laks efter 9 måneders afsavn...


Og nu efter 10 uger begynder der så småt, at være kommet lidt rutine med lillemanden og jeg glæder mig til at nyde barsel med barnevogn, cafe latte og forhåbentlig tid til kreative syslerier og lidt oftere indlæg her på bloggen:) Godnat til alle jer heldige asener, der sover!

mandag den 26. marts 2012

Uge 40 - forhåbentlig sidste uge og den (lidt for) søde ventetid:)





Ja, tiden skal jo bruges fornuftigt, så jeg kastede mig ud i at bage hindbærsnitter, efter at have set Det søde liv på DR ud fra denne opskrift. De smager fantastisk og er et hit hos manden:)




Min søde svigermors lækre, hjemmelavede syltetøj blev altså ikke mindre god af denne blanding og resten af dejen kunne lige prikkes ud til fine vaniljestjerner med glasur...




Foråret er nået til Amager og jeg har forkælet mig selv med smukke ranunkler i alskens farver, en lille fin vase fra Helbak med vimpler og én fra Liebe i mintgrøn. Geviret har jeg fundet i en genbrug i Jylland i sidste weekend, men lignende kan købes lige her hos frou frou. Mums! Jeg kan allerede lugte sommeren i min stue og glæder mig fjollet!!!






Efter at have besøgt vores nybagte forældre-venner, forelskede min kæreste Lasse sig i deres gyngestol, fordi den så så hyggelig ud, at sidde og rokke i med en lille bebs:) 

Det kunne jeg altså ikke stå for, så den store jagt gik ind på at finde en Illum Wikkelsøe gyngestol, som de to mænder' kan spendere tiden i sammen. Det lykkedes på dba og Lasse havde denne med hjem fra spillejob i Jylland i lørdags. Vi er ret begejstrede for, at den er i teak, hvilket vi ikke har set nogen i før. Glæder mig til at snuppe et billede med far og søn i stolen, men indtil videre står den pænt og venter på selskab. 







Anton-hund blev afleveret i weekenden hos min mor i Århus og det var overraskende nok faktisk lidt hårdt... Måske fordi at vi jo ikke ved, om jeg føder omkring på fredag (som er min termin) eller først om to-tre uger, og så er det jo længe at undvære en glad lille hårbold i lejligheden. 

Samtidig tror jeg også, at mine hormoner var i fuld vigør ved tanken om, at Lasse skulle spille i Jylland både fredag og lørdag, mens plukveerne rasede afsted - så var der altså pludselig langt hjem for ham, hvis jeg skulle trække i nødsnoren og sende den aftalte besked-tekst "BABY ALARM" under et spillejob...
Jo mere jeg tænkte over det - jo flere plukveer kom der, og jeg var helt svedt og lettet, da han kom hjem lørdag nat ved 02-tiden...  

Jeg sendte en tanke til lillemanden i maven om, at nu måtte han gerne komme ud, hvis han var klar, men lige siden har plukveerne været fuldstændig fraværende. Øv!!! 
Så nu er der stille før stormen endnu engang... Og jeg må trække tålmodighedens lange seler på og spænde hjelmen!